Jeg vågnede denne morgen med et behov for at være nøjagtig, som jeg er inden i. Det vil sige at jeg ikke lader vanerne bevæge mig eller taler fra vaner eller tidligere formuleringer, men siger det som netop er her nu. Intet mindre. Det er faktisk vigtigt for mig at vise mig selv, at jeg kan og jeg er villig til at vise mig netop, som jeg er, helt nøgen i en åndelig forstand. Det kræver en stor ærlighed fra mig, Jon, der er vant til at vandre omkring og tale og være, som han er. Det er også dybt forfriskende, for det er helt nyt, det som sker. Og jeg er vildt forelsket i at være en helt ny udgave af Jon i dette øjeblik.

Jeg har valgt at vise mig som Jon, der tillader sig selv at være alt det han er netop nu i dette øjeblik. Og jeg mærker, at det vil jeg gøre ved at udføre en handling, der tillader alt at komme frem. Lad os kalde det et ritual et øjeblik.

Jeg har valgt at markere denne lejlighed med en indianerdans. En dans, som er fuldstændigt intuitiv skabt netop nu, og som giver mig mulighed for at sige/synge netop det, som er i mig i indianerdansen, og være de bevægelser og de energier, som stråler ud i mig. Jeg bliver ved indtil jeg føler, at jeg er helt færdig og har udtrykt det, som er i mig netop nu og som gerne vil ud og vise sig selv.

Inden jeg udførte dansen kunne jeg mærke en lille modstand i mig selv, i den Jon, jeg havde været og jeg er glad for, at jeg gik i gang, for undervejs i dansen forsvandt denne følelse. Men der var noget der, jeg havde brug for at overvinde. Jeg havde brug for at overvinde en trang til at holde mig indenfor den konventionelle adfærd, indenfor den accepterede adfærd, der gør mig til en del af en stor gruppe mennesker. Jeg er blevet klar over, at det var jeg allerede, sådan kunne jeg godt være. Det havde jeg vist. Nu viste jeg mig selv at jeg kunne være mere og der kom nogle fantastiske minutter ud af det med mig selv, hvor jeg oplevede, at særligt i bevægelserne strømmede energi ud og bevægede mine arme og ben. Jeg vidste intuitivt hvordan armene og benene skulle være og det var en fed fornemmelse. Det var fuldstændigt min egen dans, og min ord/lyde, for det var mere intuitive lyde, forstærkede rytmerne. Stærk oplevelse!

Jeg oplevede også undervejs, at mit sind stillede spørgsmålet om det var godt nok med lidt bekymring, og her kunne jeg mærke, at det var faktisk helt fint og jeg nød det, da jeg hengav mig til det. Jeg fik en klar fornemmelse af, det var en ny Jon, der bevægede sig og sang i en rytme. Hvad mine naboer tænkte ved jeg ikke ;-), men jeg var ikke optaget af dem, jeg var optaget af kun mig og det jeg var. Skønt.

Jeg håber, at det kan give dig en idé om at vi kan være helt originale, hvis vi ønsker at være det og vi kan være det på en skøn og kærlig måde, så vi mærker os selv, som de kærlige væsener vi er.

Kh Jon