Kære dig i efteråret, året lægger sig på hæld og den sidste del af kraften i træerne anbringes i de sidste forberedelser til vinteren, til forberedelsen af det nye år. I vores væren og sidste skridt lægges spiren til det nye års aktiviteter. Det gælder også dig og mig. Vi er stammer på det livstræ vi kalder mennesket. Vi sætter vore grene og blade i starten af året og vokser mod himlen, mod lyset, for deri henter vi vores kraft. Det er et fantastisk livsprogram vi alle indgår i og det fortsætter år efter år, indtil vi føler, at vi har løst vores opgaver eller ikke kan eller vil løse dem. Vi har mange muligheder for at finde ind til det allerhelligste i os og deri ligger kilden til vores ophav, vores indre kraft og smidighed. Vi er i stand til at udnytte jordens ressourcer og vi arbejder løbende på opbygge vores viden om jorden på en sådan måde, at vi kan indrette vore liv i harmonisk sammenhæng med jordens liv. Vi er hendes børn. Vi er bærere af hendes frugter, jorden, planter og dyrene, og derfor vil vi give vores liv i samarbejdet med det, som er hendes tilbud til os. At vi kan bo her og bruge alt det, som er her på jorden i vores bestræbelser på at opbygge skønne og harmoniske liv, der er i overensstemmelse med livet i universet.
Der er liv overalt, omkring os og indeni os. Hver af vores kroppe er opbygget af billioner af små celler, der er avancerede eksistenser hver især og som samarbejder hver dag at give os det, som vi ønsker. Vi er her med mulighed for dybde i livet og evnen til at kommunikere. En evne, som kun få andre dyr på planeten har i et sammenligneligt omfang, som mennesket. Vi har derfor muligheden for at kommunikere med os selv og dem omkring os for at opfange, forstå og integrere det, som før var os uforståligt. Mit spørgsmål til dig er derfor: Er der spørgsmål om dit selv, som du ikke føler, at du forstår? Har du overvejet at formulere og stille spørgsmålene til dig selv og derefter lytte til dit eget svar, som du kan formulere på papiret. Der kommer et svar og det er muligvis anderledes end du tror. Det er fordi, at livet ikke nødvendigvis er, som vi mennesker tror det. Livet er mægtigt og fylder hele galaksen og universet.
Jeg vil give dig muligheden for at høre et af mine svar. Jeg mærkede svaret, da jeg stillede et spørgsmål til mig selv, som jeg har båret på et stykke tid. Jeg stillede mig selv spørgsmålet om jeg har levet andre liv?
Mit svar var følgende:
“Kære Jon (sådan starter jeg overfor mig selv), du har levet mange liv og i alle disse liv har du levet på lignende måder og med lignende formål, som du gør nu. Vær glad for, at du stiller dette spørgsmål, for i dette spørgsmål findes kimen til din eksistens. Du er her for at fremme nysgerrigheden og give muligheden til mennesket om, at vi indeni bærer evnen til at svare på alle spørgsmål selv. Det er en evne, som er givet til os af os selv, for vi er fomidable væsener, der lever udenfor tid og rum, og træder ind i livet nu og da for at støtte den udvikling, som findes her. Alt hvad som sker her, sker i et samarbejde mellem alle mennesker og med alle andre livsformer, som findes her. Det er min opgave at være med til at vække mennesket til de næste skridt nedad livets udviklingstrin. Vi kommer oppefra og er i gang med at lære at være her. Og vi arbejder på at bringe guddommelige gaver ind i jordplanet igennem vore kroppe, som er små mirakuløse livseksistenser. I ethvert liv sker der mirakler hver dag, men det er ikke altid, at vi er interesseret i at se/opleve miraklet og deri finder vi mismodet. Vi finder depressionen, bekymringerne, alle de tilstande, som føles tunge og fyldt med tunge følelser. I alle dine liv har du mødt disse bekymringer, tristheden og irritationen sammen med glæden, lykkefølelsen, det ubekymrede liv og har set hvad det indebærer. Livet er én stor plads til at skabe det liv, som vi hver især drømmer om at skabe, og vi har mulighederne til det. Det sørger vores krop for. Den er fuldstændig integreret med jorden og lever her i ét med det, som er her. Så brug din krop og lad den give dig svarene til alle dine spørgsmål undervejs. Brug din krop, dit sind og din ånd i sammenhæng til at forme et liv, som bringer dig dyb glæde og mening, og den fred du kommer med nu.”
Mit svar overraskede mig, for jeg havde ikke forventet et svar af denne tydelighed. Det er lykkedes mig at integrere brugen af det-at-stille-de-rette-spørgsmål-for-mig-netop-nu med lysten til at finde svarene indeni mig, i hverdagen. Det giver mig indsigten og eventyrlysten til virkelig at ville udforske mit liv. Og sådan ved jeg, at vi alle har mulighed for at gøre det netop nu, at finde vores egen måde at udforske livet på.
Jeg vil gerne takke dig for at læse skrivet og måske giver det dig nye ideer til hvordan livet kan leves.
Kh Jon
