Enhver, der farer ud på vejen, er almægtig og glædeligt i stand til at være sin egen herre. Der kommer jeg. Der kommer herren, den herre jeg kender i mit dybeste sind. Den herre jeg kalder mester. Der finder du mig i færd med at vandre side om side med herren i mig. Kan du kende forskel på mig og herren? Nej, det er ikke muligt, for jeg er både herren og ikke-herren samtidigt. Jeg er Jon og jeg er den, jeg altid har været. Et menneske herpå jorden, der ligner alle andre og som gør sit bedste for at bringe det bedste frem i ham til enhver situation.

Jeg kender det godt. En situation opstår, en anspændthed i sindet giver sig tydelige tegn til, at noget nyt er under opsejling. En glædens vår, der strækker sig over lange dage med glæde og solrige timer i selskab med det, jeg kender allerbedst ved mig selv. Et indre, der vælger at folde sig fuldstændigt ud, som det jeg er, når jeg er det. I tanken er jeg langt fra det, jeg er, men jeg er det under alle omstændigheder. Det er der jeg vil hen, at give mig hen til at være den jeg er dybest set til enhver tid og enhver stund, der måtte rejse sig i mødet med mig.

Jeg kommer der allerede. Jeg ser det og jeg siger: enhver glædens stund er en sejr i den allerede kendende del af mig, som flyver omkring i denne verden og giver sig til at være den han er. Der er jeg og jeg er der allerede, som det jeg altid var. En elskendes svar på det, som livet kaster over mig, når jeg brydes i favntag med det jeg holder af allermest, nemlig dig. Jeg holder af dig. Jeg holder om dig. Jeg ser i dig en ny tid opstå. En ny tid, der spår om glæde og en livslyst, der overgår hidtidige fantasier om det at være glæde og at glæde sig. En omfavnende harmoni af glæde og raskhed, der melder sig under samme faner og danser en livets dans i det univers jeg kender så godt.

Alt hvad jeg gør er godt. Alt hvad jeg gør er skidt. Det er en og samme ting. Jeg er stadig den samme person og jeg elsker denne person, der skal forestille mig. Det er mig og alligevel ikke mig. Jeg genkender mig og alligevel er det, som om et slør er trukket for mine øjne. Hvem er jeg? Hvad er jeg? Jeg er den jeg er og alt det jeg er, er livets essens, nu og for altid. En indre calamitet, der kalder sig herren og som våger, at give sig selv udtryk her midt i ingenting. En tid, hvor jeg sidder stille i en lejlighed med mørket udenfor som kompagnon, og alligevel føler jeg mig ikke alene, men sammen med noget, jeg længe har ønsket kiggede frem. Det er mig. Jeg kiggede. Nu ser i mig. Nu ser i mig ikke. Det er mig, der snyder mig om næsen og pudser løs, og i samme øjeblik jeg gør dette, føler jeg mig fast forbundet til denne jord. Alt er godt og alt er intet, for intet er godt og alt er skidt. Uanset hvordan jeg vender og drejer det, er det min krop, der står tilbage, som den ultimative sejrherre her midt i ingentings-land. Et crescendo af liv og lyst og glæde.

Jeg håber, at midt i alt dette ser du og hører du en sjæl, der glæder sig over at være til og glæder sig til at lade mit ansigt komme frem igen og igen, indtil jeg ikke længere ønsker at gemme mig bag den jeg forestiller mig eller at jeg er den jeg bliver. Jeg bliver til frugten, der var her før alt andet.

Det er alt fra mig i dag. Jeg håber, at mine ord giver dig noget med hjem i dag, som du kan synge om og danse til i lyden af dit hjerte, der spiller den gode gamle sang om kærlighed. Tak for nu.

Kh Jon