En sørgmodighedens morgen. Sådan starter min dag i dag. En glæde over at være til og samtidig en sørgmodighed over ikke at være der, hvor jeg ønsker at være. Sørgmodigheden er min makker. Jeg ved, at den kommer til mig, som en budbringer om gode tidener om den verden jeg begiver mig ind i. Jeg er sørgmodighedens afsender. Jeg er også den, der modtager den. Det er sørgmodigt og ikke-sørgmodigt. Det er skønt og det er ikke skønt. Uanset hvad jeg kalder den tilstand, vil jeg også kunne finde anledning til at kalde den det modsatte. Så i sindet er tilstanden præget af måden jeg kigger på den på. Jeg ser. Sindet. Stor lighed og en glæde i at være.
Jeg er altså præget af mit sinds vågenhed og min evne til at være den jeg er netop nu. Når jeg er optaget af denne evne til at være mig nu, er det mit nærvær jeg taler om. Nærværet med den virkelighed jeg står i og den tankemæssige og følelsesmæssige virkelighed, som kommer til mig indefra. Jeg står med dem og hvad vil jeg gøre. Følger jeg min personlighed udelukkende, altså den del af mig, som er tættest på verden eller er jeg i stand til at smelte sammen med det inderste af mig, som også er der, og som påvirker den virkelighed, jeg oplever nu. Jeg ønsker denne inderste virkelighed får lov til at vise sig i mit yderste jeg, så jeg kan give mig selv lov til at være netop som jeg er hele vejen igennem til det ingenting, som er inderst. Jeg er det hele og det er den helhed, jeg gerne vil vise frem som mig. Jeg er den jeg er og det har jeg være længe. Nu er jeg ved at være klar til at være Jeg er som i Jeg er levende og tilstede i mit inderste del af selvet. Der hvor jeg håber og ser en mirakuløs handling i det nu jeg kender som verdenen.
Jeg er den jeg er, siger jeg. Ja, jeg er den jeg er, svarer jeg.
Om alt er rigtigt eller forkert, sandt eller falsk, godt eller dårligt er ved miste sin betydning. Der er kun en helhed for mig og det er den jeg mærker, at jeg samler op og omgiver mig med. Jeg vil gerne dele den med verden og i første omgang har verden været mig. Nu er jeg blevet klar til at gå videre og forsøger at dele den indre virkelighed med dem omkring mig, så det er tydeligt hvad der foregår i mig. Jeg vil samtidigt gerne sige, at livet er skønt og det passer godt til mig. Jeg ved ikke hvad fremtiden bringer med til mig, men jeg fornemmer, at jeg kender det godt og at jeg gerne vil være med til det. Jeg oplever, at min omgangskreds er forbundet med denne vandring og igennem dem har jeg set verden tage imod mig, som jeg er. Det er en modtagelse med blandede signaler og både lykønskninger og signaler om, at det er vist noget farligt noget eller det ønsker jeg ikke at være en del af. Alle relationer modtager forvandlingen og bliver mødt med en klar og imødekommende virkelighed, hvor alt er muligt. I denne virkelighed har jeg hjemme. Det er der, jeg befinder mig bedst. En virkelig og kærlig verden er det jeg er.
Jeg vil gerne sige til jer derude, at alt forandrer sig og bliver til det vi kalder for virkelighedens hjertebørn. En syntese af det, som er, og det, som bliver. I denne syntese ser vores børn nu verden med nye øjne og det er i deres verden, at jorden føres videre. Vi “gamle” ser verden i et lys, der er præget af vores egen tid, og deri finder vi hjem til det, som er hjem for os. Men i børnenes verden er alt lys og intet er et problem. Det er os, der lærer dem, at der er problemer i verden. Måske skulle vi tage handskerne af og forsøge at se verden i børnenes lys. Der finder vi en ny tid, der kommer og som er i færd med at vise sig på jorden nu.
Tak for denne stund. Jeg elsker, når du lytter og jeg elsker, at du er den, der lytter. Tak for nu.
Kh Jon
Med hjertet i centrum 