Oprydning – part 3/14 – At være den jeg er, når jeg er det

20150805_205004

Kære dig, der læser denne beskrivelse af 3-dagen med forandringer i mit indre og med en kærlighed til mig, som er mig ny og alligevel noget jeg kender særdeles godt. Jeg er den jeg er og jeg har altid været det. Mit selv kender ingen grænser, men jeg oplever, at i dagligdagen gør jeg ting og sager, som jeg bagefter undrer mig lidt over. Jeg er ikke altid med i det øjeblik, som jeg befinder mig i. Det er som om at øjeblikket er lidt foran mig og jeg er den, der pludselig finder mig her. Så i dag vil jeg tage beslutningen om at være med i dette øjeblik, nu og for altid. Jeg vil være et skabende menneske, der kan folde sig ud i dette øjeblik og bruge det kreativt, skønt og kærligt. Dér kan jeg mærke, at jeg rammer plet, for jeg elsker skønhed og jeg er begyndt at opdage min egen skønhed. Og det er skønt ;-).

Jeg vil tage beslutningen om denne formiddag, at være den, jeg er, når jeg er det. Ikke bagefter og ikke før, men når jeg mærker det. Jeg vil sige de ting, som kommer til mig fra mit hjerte og jeg vil bevæge min krop i overensstemmelse med de bevægelser, jeg kan mærke inde i kroppen, så der er overensstemmelse mellem det indre og det ydre. Jeg vil finde dette øjeblik i hvert øjeblik og opdage mig selv der, for jeg har valgt at opgive min gamle personlighed til fordel for det som dukker op nu. Der er jeg meget gladere og der kan jeg mærke, at den Jon jeg kender nu kommer til syne, som en stor hval, der glædeligt hilser mig velkommen og fortæller mig om den jeg er. Det er hvalens opgave at give historien videre og lade den blive kendt for alle, som bor her på jorden. Det er jordens record keeper. Det var for dig, som interesserer sig for jordens åndelighed og den måde vi arbejder sammen med dyrene og planterne på.

Jeg vil nu fortælle lidt om hvad der skete den dag og hvilken betydning det havde og har haft siden den dag. Jeg vågner hver morgen og giver mig selv lov til at skrive det ned, som jeg har brug for at høre. Hvis jeg har brug for at høre om min egen glæde, fordi jeg ikke føler mig glad, så skriver jeg om hvorfor jeg er glad og hvad jeg er glad for lige nu. For eksempel er jeg glad for, at jeg har givet mig selv tilladelse til at nedskrive det som jeg har brug for. For når jeg gør det, så opstår min glæde og jeg finder, at den varer ved hele dagen, fordi jeg kan huske det tydeligt og jeg glædede mig over at gøre det for mig. Der er ingen andre, der kan gøre det for mig. Jeg er den eneste med den eksakte viden, der skal til for at sige det på den rette måde, så jeg kan mærke, at jeg er elsket. Andre kan også sige noget, så jeg føler mig elsket, men i dette øjeblik er det mig, der ved, at jeg har brug for det.

Til at markere overgangen til den nye væren og stedfæste den med noget jeg kan huske, så har jeg valgt at udføre et lille ritual.

Jeg lader venstre arm kramme højre arm, som krammer tilbage. Jeg lader venstre ven kramme højre ben, som krammer tilbage. Og jeg siger højt for mig selv “alt hvad jeg gør eller er, er fremover i bevidst samarbejde med mit indre og alt hvad jeg sender ud vil være i bevidst samarbejde med mit indre”.

Jeg har brugt det i løbet af dagen, hvor jeg har hængt vasketøj op. Der var engang, hvor jeg havde svært ved det, fordi jeg havde lært, at det bare er noget arbejde, der skal overstås. Jeg havde egentlig ikke tygget på om jeg kunne lide arbejdet eller om jeg kunne udføre det på en måde, så jeg elsker at gøre det. Men det kan jeg nu takket være, at jeg fortæller mig selv hvad jeg har brug for at høre og når jeg gør det, bliver alt klart for mig og hvad jeg vil gøre netop nu. Tak fordi du lyttede og jeg glæder mig til, at nogle af ideerne måske kan få nytte i dit liv.

Kh Jon