Kære dig, kære den, som er med dig, kære nabo og kære familie!

Alt i alt er alt lykkedes frem til nu. Livet lykkedes og alt i livet er jeg vild med. Selv de ting, som forekommer grimme, mørke og tunge. Jeg elsker dem for deres evne til at bringe mig frem, for jeg er den, der vil frem i mit udtryk. Jeg er den, der vil have hele mig frem og være hel og glad i enhver henseende. Nu tror du måske, at jeg anerkender glæde som den vigtigste væren jeg kan tage på mig, men, nej, det er det ikke. Men glæde er en tilstand jeg virkelig godt kan lide. Glæde kan også føre mig væk fra det jeg er dybest set og jeg er derfor opsat på at følge med i hvad jeg er og hvem jeg er, mens jeg er det. Jeg ved, at noget findes inderst inde, som er solidt og ubevægeligt og alligevel er det flydende og det fineste jeg kan forestille mig at klæde mig i. Det er lidt ligesom fortællingen om havet, hvor bølgerne på toppen er i bevægelse og dannes af strømme og vind, mens langt nede under havets overflade er der mørkere og mere fredfyldt og roligt. Jeg kan huske hvordan jeg har været rædselsslagen for at svømme i overfladen, for hvem ved, hvad der findes neden under overfladen i det mørke vand og som ikke vil mig det godt.

Mit mørke er knækket. Det indeholder ikke længere nogen kraft eller frygt for kraft og sådan har det været siden, at jeg gennemførte en Kiva-ceremoni sammen med en indianer og andre ligesindede for en række år siden. Min egen fascination af mørket og det, som blev fastholdt har ingen kraft længere til at skabe frygt. I mørket er jeg tryg, for der blev jeg skabt. Der blev universet skabt. Der fødes vi alle fra. Mørket indeholder muligheder, ikke som mørke, men som et sted uden lys. I lyset står skabelsen og dem, som vi er, og vi lyser op med alt det, som vi er. Derfor er vi lysets børn. Og vores vejvisere er solen og stjernerne som lysgivere. Videnskaben mener, at de har været her længe før menneskene, og det er sandt.

Det er også sandt, at alt i universet er ældre end vi er det, men vi er i familie med universet og det er en gammel kending. En vi kan stole på. Vores civilisation har bygget sig op igennem talrige naturskabte begivenheder, som kunne have væltet os og fjernet mennesket fra planetens overflade, men det er ikke sket. Vi har som menneskehed selv skabt begivenheder, der har gjort, at vi opfatter os selv som krigeriske og fjendtlige overfor mennesker vi ikke kender eller føler, at vi kan stole på. Er det ikke ved at være på tide, at vi lægger denne fjendtlighed fra os? At vi kender os som en stor familie, der i bund og grund vil det samme? At vi kan lægger armene om hinanden og læger de sår sammen, som stridighederne har ført med sig?

Husk på hvor fjendtlighederne stammer fra, en uvidenhed om hvem vi er. Et manglende kendskab til hvem jeg er og hvor jeg kommer fra. Hvad er jeg? Når noget er ukendt, så kan det være farligt. Det har vi lært tidligt i historien og så kan det være en ide at fjerne denne trussel hurtigt. Men truslen er opstået i vores indre og det er den vi reagerer på. Vi udvikles langsomt igennem generation til generation og forskellige folkeslag har udviklet sig forskelligt, men altid med en grundkerne, som vi kan genkende som menneskets. Så det at tilgive andres uvidenhed er vigtigt, så vi kan tage os af hinanden, i stedet for at hade, være uvenner og drive vores menneskelige eksistens ud i krig. Det er den virkelighed vi kæmper lidt med. For hvad hvis de andre er ligeglade og gør tilsyneladende hvad der passer dem? Skal vi være på den samme måde? Nej, det er ikke svaret, men en mulighed. En mulighed for at lære hvad det vil sige at være et menneske i fuldstændig harmoni, at leve i sammenhæng mellem det indre og det ydre, at bringe mennesket sammen, at samle helheden i én enhed, der sammen vandrer i visdom og fred, og som indgyder respekt, fordi mennesket respekterer sig selv og det, det står for. Det er der, vi skal være.

Jeg er den, der bringer disse tanker til overfladen, for det er sådan, at jeg forsøger at leve mit liv. Samlet. Helhed. Enhed. En fred, der overgår alt hvad jeg har prøvet tidligere og som samler alt hvad jeg er til et øjeblik. Det som jeg kender som nuet. Der finder I mig og der folder jeg mig ud, som den jeg er, altid og nu.

Tak for denne stund, nu, og med jer i dag sender jeg mit ønske om, at I kan opleve jeres dybeste natur og visdom hver dag, i enhver stund, og må den bringe jer frugt og fred. Tak for nu.

Kh Jon