Kære dig, der kommer med fred. Vær hilset og vær velkommen! I min søgen er fred er jeg kommet på sporet af det, som er. Det ER freden. Der er intet så fredfyldt, som det, som blot er. Det kender jeg godt, en fuldstændig accept af at være den man er, når man er det. I et øjeblik skifter mit sind fra at være ét med øjeblikket til at være adskilt fra dette øjeblik. Jeg accepterer ikke alt det, som sker. Og der mærker jeg en iboende uro tage over og min krop begynder at reagere på denne uro. Ok, jeg er ude af dette øjeblik og jeg er inde. Det er en vekselvirkning, som er umiddelbar og svær at forstå. Hvorfor kan jeg ikke bare være ét med det, som er? Hvorfor skal jeg stille spørgsmålstegn ved alt det, som sker og hvordan det sker samt hvorfor det sker?

Det sker, fordi virkeligheden tillader det at ske. Det er muligt, at det kan ske og derfor sørger virkeligheden for at tiltrække de energier, som kan fylde dette potentiale ud. Jeg kan åbenbart være med til det, fordi min energi opfylder en del af dette endnu tomme, uudfyldte rum. Hvem er jeg så, når jeg gør dette? Og ikke føler mig hjemme i freden? Jeg er Jon. Jeg er det menneske, som gør det, som lægger energi til og skaber denne mulighed i dette rum. Derefter er rummet ikke længere tomt og jeg er det heller ikke længere. Det kan føles som en beskidt affære. Men det er det ikke, for jeg ved, at jeg har noget at lære. Jeg vil gerne lære, men det kan være svært at se hvad som er og hvad som ikke er. Jeg vil rigtig gerne, men læringen er mig tung og vanskelig.

Jeg ser nu, at vejen er blevet kortere, at jeg har forandret mig, at jeg er blevet den jeg er dybest set, når jeg giver mig hen til det. Og det gør jeg tiere og tiere. Men mine omgivelser opfatter mig som en anden. En, der bringer dybe energier frem og som kan være krævende at være sammen med. Er det det jeg vil? Der hvor jeg føler, at jeg kommer frem i lyset, der er dybt og vandet er klart, men for andre kan det føles som en krævende væren, hvor dybe følelser kommer frem og hvor hjertegråden er nær.

Jeg kender mig selv som den, der kommer med et lys. Et lys, der er ufravigeligt og som skinner igen og igen. Det er ustoppeligt. Jeg kan ikke gøre for det. Jeg er det og intet i mig ønsker at stoppe, men det er stort og det vil frem i virkelighedens lys. Der hvor “jeg” er. Der vil jeg hen. Hertil og lyse og jeg vil lyse med alt det jeg kan. Jeg elsker at lyse, jeg elsker at være den, der lyser og jeg elsker det her øjeblik.

Jeg håber, at mit lys finder vej ind i de mørke stuer og kan være med til at lyse op for dem, som følger en dybere sti med vanskeligheder. Det er kort sagt os allesammen. Vi oplever jo alle i øjeblikket at blive sat på prøve. Enten med vore egne genvordigheder, familiens eller nære venners. Det er en svær tid. Men det er også en dejlig tid, for hvem vil ikke gerne finde vej ud af den mørke tunnel? Hvem vil ikke gerne se lyset for enden af tunnellen? Det vil vi alle gerne. Det er en god oplevelse af at komme hjem til det vi kender inderst inde.

Jeg er i dag i et præget sind, hvor jeg prøves på hvem jeg vil være. Mine følelser for at være bange for at miste og bange for ikke at være den jeg er, er fremme og aktive. Det er skræmmende og alligevel er der en del af mig, som overhovedet ikke er skræmt. Jeg er den jeg er og jeg vil altid være det. Det kan jeg ikke adskilles fra. Det er noget mit sind har fundet på, som forklaring på alle mine kvaler. Jeg må gribe dem og mærke mit selv, og derfra finde ud af hvor jeg vil sejle hen nu. Jeg griber…

Nu er stunden, hvor jeg sejler ud i det åbne hav og finder mit rige – lige her og lige nu. Med det kommer en fuld accept af, at det jeg er, er det rette og samtidigt mit landskab og hav. Mit nærvær springer ud i lys lue.

Kh Jon